‘Samtaler om det meningsfulde samfund’ af Signe Bonnén, Pelle Nilsson og Anders Schroll.
Aldrig har der været så stor brug for professionel kommunikation – og det gælder ikke kun i de enkelte virksomheder og organisationer, men i hele samfundet. De vilde samfundsudfordringer aktuelt med klimakrise, corona-pandemi og geopolitiske stridigheder viser med al tydelighed, at vi har brug for nye og endnu bedre måder at tale sammen på.
Hvilket samfund vil vi gerne leve i og give videre til vores børn og børnebørn? Svaret på det spørgsmål kan og bør professionelle kommunikatører engagere sig i at udvikle svar på gennem samtaler, der involverer bredt. Som professionelle kommunikatører skal vi vælge mellem at bruge vores kompetencer til at manipulere, skabe større afstand og tjene særinteresser – eller til at tjekke fakta, stille gode spørgsmål og lytte, sikre den gode tone og gøre alle klogere.
Hvidbogen er tænkt som en inspiration til kommunikatører og giver indsigt i såvel teori som konkrete værktøjer til at facilitere meningsfulde samtaler. Samtidig præsenterer hvidbogen et bud på kommunikatørers samfundsansvar, som en fagetisk ramme for professionelle kommunikatørers raison d’etre. Hvidbogen er skabt i en fælles proces i Kommunikationsforeningen og kunne ikke realiseres uden støtte fra Kommunikation og Sprog (nu: DM Kommunikation), der ligeledes har ydet værdifuld støtte til lanceringen af hvidbogen.


